Vi bruger cookies

Når du klikker dig videre på hjemmesiden accepterer du samtidigt vores cookiepolitik. Læs vores cookiepolitik.

Energi- og miljøkrav til biler til erhvervsmæssig persontransport

Hvad betyder de nye energi- og miljøkrav for dig?

Vejledning i energi- og miljøkrav til biler til erhvervsmæssig persontransport

Færdselsstyrelsen har den 9. juli 2019 udstedt en ændringsbekendtgørelse til bekendtgørelsen om energi- og miljøkrav til taxier m.v..

Ændringsbekendtgørelsen skærper trinvist energi- og miljøkravene til biler, der skal anvendes til erhvervsmæssig personbefordring.

For at en bil kan godkendes til erhvervsmæssig persontransport, skal den derfor fra og med den 11. juli 2019 overholde de gældende energi- og miljøkrav i bekendtgørelse nr. 1509 af 13. december 2018 om energi- og miljøkrav til taxier m.v., som ændret ved bekendtgørelse nr. 715 af 9. juli 2019 om ændring af bekendtgørelse om energi- og miljøkrav til taxier m.v..

I den forbindelse er det meget vigtigt at finde ud af, hvilken energiklasse bilen tilhører i Danmark, da energiklasserne ikke er harmoniserede i EU. For at finde ud af dette, skal man være i besiddelse af oplysninger om bilens energiforbrug fra bilens CoC (Certificate of Conformity), der er et officielt dokument fra producenten. Dette dokument fortæller ikke kun, hvilket energiforbrug bilen har, men også om der er opgjort efter den gamle NEDC-norm eller den nye WLTP-norm. Denne oplysning er vigtig for at kunne afgøre, hvilken energiklasse bilen tilhører.

Energiklasser:

Hvis bilens energiforbrug er opgjort efter NEDC-normen, er der i bekendtgørelse nr. 655 af 18. december 2012 om energimærkning m.v. af nye person- og varebiler (bilag 1) angivet, hvilken energiklasse bilen tilhører.

Er bilens energiforbrug derimod opgjort efter WLTP-normen, er der i bekendtgørelse nr. 1625 af 18. december 2018 om ændring af bekendtgørelse om energimærkning m.v. af nye person- og varebiler (bilag 1) angivet, hvilken energiklasse bilen tilhører.

Energikrav: 

Bilen skal opfylde energikravene, der fremgår af §1, nr. 1-3 i bekendtgørelse nr. 715 af 9. juli 2019 om ændring af bekendtgørelse om energi- og miljøkrav til taxier m.v..

Miljøkrav:

Bilen skal opfylde miljøkravet om, at det skal være en Euro 6b jf. §1, nr. 4 i bekendtgørelse nr. 715 af 9. juli 2019 om ændring af bekendtgørelse om energi- og miljøkrav til taxier m.v..

Undtagelser:

Der er visse undtagelser fra energi- og miljøkravene. Disse undtagelser er angivet i §6 i bekendtgørelse nr. 1509 af 13. december om energi- og miljøkrav til taxier m.v..

Overgangsbestemmelser:

Der eksisterer overgangsbestemmelser for køretøjer, der er indgået bindende leveringsaftale for inden de skærpede kravs ikrafttræden. Disse bestemmelser står i §2, stk. 2-5 i bekendtgørelse nr. 715 af 9. juli 2019 om ændring af bekendtgørelse om energi- og miljøkrav til taxier m.v..